Gjörmebading for voksne

Det var lördag. Sola sto höyt på den lyseblå himmelen. Vintern henger fortsatt i og det er kaldt, men så lenge jeg står i sola og myser går det bra. Jeg har på meg en såkalt målvaktsbukse (dvs. med polstring på lår og knär), en blåsvart målvaktsdrakt, noen skitne fotballsko og röde sokker. Capsen tenkte jeg aldri på at jeg burde hatt med meg. Vi leder to null og jeg dirigerer mitt svenske forsvar så godt jeg kan, men jeg mistenker ofte at de ikke fatter det roper ut. De som skal pröve å overliste meg har så kjedelige drakter at jeg ikke husker hvilken farge de hadde. Så engasjert er jeg altså. Banen er selvfölgelig grus. Eller kanskje jeg kan kalle det gjörme. Der hvor jeg står i förste omgang er det forholdsvis tört og jeg er bare nede på bakken en gang. Den andre omgangen tilbringes med sola i ryggen og vanndammer i skoa. Nå blir det litt mer å gjöre og jeg får rulla meg i, kaste meg uti, krype på kne. I gjörma. De siste ti minuttene av matchen tilbringer jeg uten fölelse i fingerne og en bukse så tung av gjörme at jeg hele tida må dra den opp.

Visst er det herlig å spille fotball. Hvor deilig barnslig er det ikke å kaste seg rett ut i en vanndam, få tak i ballen foran motstanderns fötter og reise seg med gjörme i trynet mens jeg skjeller ut forsvaret for deres mangel på innsats? Fantastisk er det. Og spesiellt om det blir seier også... Pröv det!

Jeg har lagt opp en ny blogg i min linkliste idag. Det er kjäre kjäre KarmaKowgirl (Dere som kjenner DT fatter navnet, dere andre får leve i uvisshet) som har hoppet på bloggtrenden. Hun har skrevet et fantastisk innlegg til äre for en av de störste samtidspoetene i, tja, Europa. Dan Turell kunne ha blitt 60 år. Det ble han desverre ikke. Her kommer utdrag fra et intervju der DT forteller om hvorfor han brukte neglelakk:

Der skulle ikke mere end to dage til, før jeg begyndte at kunne lide det - og der gik ikke mere end to uger, før Lou Reed også begyndte. Og én ting er altså at jeg kunne og kan lide det - i dén grad at jeg nu føler mig underligt nøgen når jeg ikke har lak på. En anden er, at Armeli havde og har ret. For hver én der nogen sinde får læst et digt af mig er der tusind der véd at jeg findes fordi de véd jeg bruger sort neglelak. Og netop af dén grund er der hundrede andre der vil finde på at læse mig, hvis de lige sådan falder over mig, men som ikke finder på at læse andre lyrikere - medmindre de bliver danmarksmestre i weltervægtsløftning eller tygger tolv tons tyggegummi på tredive timer eller noget andet Anders Andsk - noget så absolut Anders Andsk som kun virkeligheden.